DRs ungdomsredaktion søger en erfaren redaktionel leder, som får det overordnede ansvar for en række produktioner på forskellige medieplatforme.
Redaktionslederens primære ansvarsområde bliver at optimere eksisterende og udvikle nye programmer til DRs nyligt lancerede ungdomsbrand DR MAMA. DR MAMA sender programmer indenfor mange forskellige genrer fra dokumentar og kulturprogrammer til reality-tv og satire, men altid med fokus på en ægte og ærlig fremstilling af den virkelighed, danske unge lever i.
Udover at arbejde med produktion og udvikling af programmer får du det personalemæssige ansvar for en del af afdelingens medarbejdere.
DR Ung består af ca. 60 meget engagerede og talentfulde medarbejdere. Som redaktionsleder kommer du til at bruge meget af din tid på at hjælpe med at udvikle medarbejdernes kompetencer og ikke mindst på at sikre, at der er optimale processer og rammer omkring produktionen og udviklingen af vores programmer. Derfor er det essentielt, at du har indgående erfaring med ledelse.
DR MAMA er et brand som både lever på tv, radio og nettet. Du får et overordnet programansvar på tværs af disse platforme, men skal i særdeleshed fokusere på de programmer, vi producerer til tv. Vi forventer derfor, at du har mange års erfaring med at udvikle og producere tv-programmer indenfor forskellige genrer. Det er dog en stor fordel, hvis du også har erfaring med radio- og webmedierne.
Vi forventer, at du som person er både kreativ og struktureret, passioneret og samarbejdsorienteret. Du brænder for at producere indhold til unge og har et indgående kendskab til målgruppen. Du er en person, som altid går forrest, er initiativrig og åben og som finder stor glæde i at skabe resultater gennem andre.
DR ønsker at afspejle samfundet. Derfor opfordrer vi kvinder og mænd uanset alder, religion, handicap og etnisk baggrund til at søge.
Du kommer til at arbejde i DR Byen, som har røgfrit indendørs miljø og metro lige til døren.
Vil du vide mere om stillingen er du velkommen til at kontakte redaktionschef Kasper Tøstesen,
tost@dr.dk.
Stillinger i DR søges elektronisk og denne stilling søges via linket
her senest søndag den 19. februar kl.12.
Har du problemer med at søge via linket, kan du også maile til
job@dr.dk og skrive 015-2012 i emnefeltet. Din ansøgning kan betragtes som modtaget i DRs systemer, når du som kvittering får et autosvar fra DR HR.