For at fremme den nye fleks- og førtidspensionsreform søger vi to fuldtids fleksjobambassadører hurtigst muligt – gerne pr. 1. april 2013 og til udgangen af 2013. Der er gode muligheder for forlængelse til 2014 og 2015.
I Jobcentret er vi 94 medarbejdere fordelt i 4 kontorer. Som fleksjobambassadør bliver du en del af kontoret Job og Rehab med 19 kolleger. Her vil du komme til at arbejde tæt sammen med fleksjobkonsulenterne og myndighedssagsbehandlerne, men får også samarbejdsflader til de øvrige kontorer i Jobcentret.
Aabenraa Kommune har et forholdsmæssigt højt antal fleksjobvisiterede på ledighedsydelse, sammenlignet med andre kommuner. Vi søger derfor to fleksjobambassadører, der har lyst til at være en del af en dynamisk personalegruppe, hvor vi med gensidig opmærksomhed, tværfagligt samarbejde, indflydelse og medansvar i et fagligt og socialt arbejdsmiljø, løfter de store udfordringer for målgruppen i Job og Rehab.
Dine arbejdsopgaver som fleksjobambassadør er bl.a:
- At informere virksomheder om den nye fleksjobordning, både ved at tage kontakt til virksomheder og besvare spørgsmål fra virksomheder, der har behov for råd og vejledning om fleksjob
- at være opsøgende over for nye jobmarkeder, hvor det også er muligt at etablere fleksjob i få timer
- at klæde ledige på til selv at være aktive i jobsøgningsprocessen og sparre, rådgive og hjælpe undervejs med det den enkelte ledige har brug for støtte til
- at skabe kendskab til fleksjob og den lokale indsats for fleksjobvisiterede i egen organisation.
- at bidrage til at sikre overgange i egen organisation, fx fra rehabiliteringsteams til jobindsats
- at formidle kontakt mellem virksomheder og personer på ledighedsydelse, herunder lave det rigtige match mellem virksomhed og ledige
- at identificere mulige jobåbninger i samspil med virksomheder og personer på ledighedsydelse
- at bistå virksomheder med at udarbejde job- og funktionsbeskrivelse til fleksjobbet, og aftale skånehensyn
- dokumentation og registrering af indsatsen i jobcentrets it-systemer.
Vi forventer, at du personligt:
- Er udadvendt og god til at samarbejde tværfagligt
- er god til at kommunikere i skrift og tale
- er struktureret, og kan nå de opsatte måltal
- kan begejstre og skabe tillid
- har et bredt kendskab til arbejdsmarkedet og lovgivningen på området
- har dokumenteret erfaring med virksomhedsopsøgende arbejde
- har kendskab, og en positiv indgang til målgruppen af personer med varige begrænsninger i arbejdsevnen
- er serviceminded, robust og kan bevare overblikket i en til tider travl hverdag
- har kendskab til KMD’s systemer, er en fordel men ingen betingelse.
Jobcentrets vision:
Vi vil skabe ét proaktivt, troværdigt, energisk og tilgængeligt Jobcenter i Aabenraa med fokus på virksomhedsdialog, markedsorientering, socialt ansvar og rummelighed. Blandt Danmarks bedste jobcentre, attraktivt for virksomheder, borgere, politikere, medarbejdere og andre interessenter.
Vores værdier:
- Vi er ét jobcenter
- vi siger hvad vi gør, og gør hvad vi siger
- ledelsen er rollemodel for loyalitet i forhold til de til enhver tid trufne beslutninger
- vi viser respekt for hinanden både som mennesker og som kollegaer
- vi respekterer borgernes og virksomhedernes individuelle behov
- vi forfølger de opsatte mål og dokumenterer effekterne heraf.
Vi tilbyder dig:
- En spændende stilling, med masser af udfordringer, der samtidig rummer gode muligheder for individuel påvirkning, udvikling og efteruddannelse
- Et udfordrende arbejdsrum med handlefrihed og dygtige kollegaer
- Gode ansættelsesvilkår. Aabenraa Kommune har fokus på et sundt arbejdsmiljø, og har mange forskellige tilbud om sundhedsfremmende aktiviteter til alle kommunens ansatte.
Løn efter kvalifikationer og i henhold til gældende overenskomst og principperne om Lokal Løn.
For flere oplysninger er du velkommen til at kontakte Konstitueret kontorleder for Job og Rehab, Niels Jakob Jensen, på tlf. 73 76 77 16 eller på mail njj@aabenraa.dk.
Ansøgningsfrist mandag den 18. marts 2013. Du opfordres til at sende ansøgningen via ”søg stillingen” feltet nederst i annoncen.
Ansættelsessamtaler forventes afholdt fredag den 22. marts 2013.
Der er tale om et akutjob. Ledige medlemmer af en arbejdsløshedskasse, hvis dagpengeret udløber inden for højst 13 uger i perioden fra den 1. oktober 2012 til den 1. april 2013 og senest ved udgangen af uge 26 i 2013, opfordres særligt til at søge jobbet. Skriftlig erklæring fra A-kassen som dokumentation for at betingelserne er opfyldt, bedes vedhæftet ansøgningen.