| |
Indkøbsassistent
Har du erfaring med indkøb og planlægning, og har du lyst til et job med en stor kontaktflade til danske og udenlandske leverandører? Så har vi jobbet til dig hos Danfoss Electrical Heating Systems i Vejle. Som indkøbsassistent får du ansvaret for at sikre, at basis i indkøbsorganisationen fungerer, og at afdelingens backoffice-aktiviteter kører optimalt. Du tilbydes et udfordrende og spændende job i en global indkøbsfunktion, hvor opgaverne løses i tæt samarbejde med vores strategiske indkøbere med tilhørende kontakt til fabrikkernes udviklings-, kvalitets-, logistik- og økonomifunktioner, samt vores leverandører i hele verden. Vi har en humørfyldt og uformel omgangstone, hvor der er plads til at sige sin mening og dermed have indflydelse på udviklingen af afdelingen. Vi fokuserer på vores resultater, men er også meget bevidste om, at vi opnår de bedste resultater, når trivslen er i top.
Serviceminded teamplayer Du har ansvaret for indkøbsrapportering og for opdatering af relevante nøgletal og statistikker. Endvidere vil du komme til at stå for koordineringen af mindre projekter, internt som eksternt. Stillingens ansvarsområder omfatter mere konkret:
- Fakturagodkendelser samt prissammenligninger og opdateringer
- Oprettelse og nedlukning af leverandører
- Dokumentation og opdatering af vores ERP-system (SAP)
- Forberedelse af grundlaget for leverandøraftaler, herunder FPP-tools
- Rettelse og opdatering af stamdata
- Vedligeholdelse og udbygning af WSS-site
Selvstændig og fleksibel Du er uddannet kontorassistent eller lignende med flere års erfaring fra lignende stilling – gerne fra et produktionsmiljø. Du arbejder struktureret og er garant for god datadisciplin og for at opgaverne bliver afsluttet. Du har lyst til og motiveres af at tilegne dig de elektroniske styringsredskaber, vi anvender i Danfoss – og har gerne erfaring med SAP og Microsofts Office-pakke (Outlook, Excel, Word, PowerPoint). Personligt er du en teamplayer, der tager initiativ og ansvar og kan lide at have flere bolde i luften samtidigt. Desuden har du en selvstændig arbejdsstil og et resultatorienteret gen, der er med til at sikre, at afdelingens mål kontinuerligt indfries. Sidst men ikke mindst behersker du engelsk i skrift og tale - og også gerne tysk på samtaleniveau.
Ønsker du yderligere oplysninger om jobbet, er du velkommen til at kontakte Lars Vorm på +45 2689 4859.
|
|