Udviklingsingeniør til veje, belægninger og ny teknologi til anlægskonstruktioner
Vil du være med til at opbygge et nyt forretningsområde i Byggeri og Anlægsdivisionen inden for veje, belægninger og ny teknologi til anlægskonstruktioner? Vi søger dig, der har lyst til at arbejde med forskning, udvikling, rådgivning og formidling inden for asfalt, belægninger, membraner mv. Satsningen på dette område udspringer dels fra en ny 3-årig bevilling, som giver mulighed for at opbygge kompetencer, skabe nye samarbejdsalliancer og initiere nye udviklingsprojekter på området, dels fra den eksisterende forretning inden for anlæg – herunder fra store opgaver for Copenhagen Metro Team og Femern.
Udvikling, innovation, formidling og kundeopgaver
Du bliver en del af et nyt team, der skal arbejde med veje, vejbelægninger, asfalt, membraner samt andre innovative udviklingsprojekter i anlægssektoren. Det nye team tilknyttes Center for Beton og arbejdet vil kræve tæt samarbejde og koordinering med centrets øvrige medarbejdere, kundegruppe samt samarbejdspartnere. Dine primære arbejdsopgaver vil i samarbejde med teamlederen og centrets øvrige medarbejdere være:
- Skriftligt ansøgningsarbejde i forbindelse med initiering af nye projekter
- Deltagelse i relevante faglige netværk, workshops og konferencer
- Markedsføring og formidling af området til relevante dele af branchen
- Løsning af kundeopgaver
Ingeniør med lyst til at starte noget nyt op.
Du er uddannet vejingeniør eller lignende relevant ingeniøruddannelse på anlægsområdet. Tidligere beskæftigelse i vejsektoren er en fordel. Du er fagligt stærk og er dygtig til formidling både skriftligt og mundtligt, og trives samtidigt med at formidle din viden og ekspertise til andre. Du har kendskab til kommercielle opgaver og kan begå dig på alle niveauer.
Du er initiativrig, nysgerrig og brænder for at opsøge ny viden og skabe nye samarbejdsalliancer. Du er struktureret og opsøgende og formår at holde mange bolde i luften.
Kontaktoplysninger
For yderligere information om jobbet kan centerchef Dorthe Mathiesen kontaktes på telefon: 72 20 22 05.
Byggeri og Anlæg
Divisionen for Byggeri og Anlæg har 120 medarbejdere og et strategisk fokus på anlægssektoren i de kommende år. Divisionens Center for Beton har i mange år arbejdet i anlægsbranchen og nu skal aktiviteterne på anlægsområdet bredes yderligere ud til ikke kun at være målrettet betonbranchen. Dette vil ske med afsæt i Divisionens nye resultatkontraktbevilling ”Ny Teknologi til Anlægskonstruktioner”, hvor der er mulighed for opbygning af nye innovative løsninger samt kompetencer, som understøtter en kommende forretningsudvikling på området.