Ingeniør til alsidigt arbejde inden for solenergi
Teknologisk Institut har igennem mange år været et af Danmarks førende videncentre inden for blandt andet solenergiområdet. Vi har iværksat flere nye initiativer de seneste år og vi søger i den forbindelse dig til vores afdeling i Taastrup, hvor du skal være med til at fastholde og udvikle vores position inden for solenergi.
Udvikling af ydelser til solenergibranchen
Dine primære arbejdsopgaver består i at være med til at udvikle ydelser til solenergibranchen i samarbejde med det øvrige team og virksomheder. Du deltager i F&U projekter på solenergiområdet og i de kommercielle opgaver, som allerede i dag er en del af teamets daglige virke, herunder diverse test og prøvningsopgaver samt undervisning eller instruktion på solcelleområdet. Du har lyst til at arbejde systematisk med udbygning og kvalitetssikring af vores laboratorium. Du får en grundig introduktion til arbejdsformen og med tiden vil du få ansvar for egne projekter og være med til at skaffe nye projekter, bl.a. gennem ansøgninger.
Du får således i høj grad selv indflydelse på dine fremtidige arbejdsopgaver. De afhænger blandt andet af hvilke forsknings- og udviklingsprojekter og nye kommercielle aktiviteter, du er med til at generere.
Vi arbejder teambaseret, men med en høj grad af selvstændighed og ansvarlighed i arbejdet. Vores kunder stiller høje krav, og vi skal altid være på forkant med levering og kvalitet.
Ingeniør ? elteknik og/eller solenergi
Du er uddannet ingeniør eller har en tilsvarende uddannelse inden for energiområdet med et højt teoretisk niveau. Det er en fordel hvis du har erfaring med elteknik og/eller solenergi. Du skal generelt have en god teoretisk forståelse for energisystemer og termodynamik. Det vil ligeledes være en fordel, hvis du har relevant erfaring med solcelleområdet.
Det er afgørende, at du har gode kontaktevner, og at du trives med at formidle din viden både mundtligt og skriftligt. Derudover er du åben og opsøgende i forhold til din omverden og kan lide at arbejde i team.
Center for Køle- og Varmepumpeteknik
Du vil blive en del af et team på seks personer, som udgør solenergiteamet på Teknologisk Institut. Teamet er en del af Center for Køle- og Varmepumpeteknik som i alt består af 34 medarbejdere fordelt i Taastrup og Aarhus, hvoraf solenergiteamet arbejder målrettet på at udvikle nye ydelser til solenergibranchen fortrinsvis indenfor sol-el (PV) gennem diverse F&U projekter, kursusaktiviteter, rådgivning og laboratorietests.
Vi er kendetegnet ved innovation og kreativitet og ved at vores indsats altid munder ud i bæredygtige kommercielle løsninger.
Kontaktoplysninger
Vil du vide mere, er du velkommen til at kontakte centerchef Claus Schøn Poulsen på telefon 72 20 25 14