Jurist til sagsbehandling af godkendelse af byggevarer
Center for Sekretariater og Kvalitet på Teknologisk Institut driver en række offentlige sekretariater, hvor vi varetager sagsbehandling på vegne af offentlige styrelser. Til et nyoprettet sekretariat for godkendelse af byggevarer i kontakt med drikkevand søger vi dig, der er erfaren cand.jur., til at stå for etablering af en ensartet sagsbehandling af ansøgningerne om godkendelse.
Implementering af korrekt juridisk sagsbehandling Vores kunder er offentlige styrelser, som udliciterer dele af deres forvaltning. Vi driver således tre sekretariater for et ministerium, en offentlig styrelse og inden for ordninger, der vedrører energi og klima, byggeri eller byggevarer i kontakt med drikkevand. Vores fokus er at sikre en korrekt offentlig forvaltning med en høj kvalitet og rettidighed i sagsbehandling og administration. Vi driver således sekretariaterne under en tæt proces- og kvalitetsstyring og skal akkrediteres til sekretariatsdriften af sekretariatet for byggevarer godkendt til drikkevand.
Vi arbejder i en flad struktur, hvor alle har klare ansvarsområder, som de varetager selvstændigt men også i et tæt, løbende samarbejde.
Som den anden jurist i vores team sikrer du en ensartet og korrekt juridisk sagsbehandling, som lever op til principperne i forvaltningsloven, offentlighedsloven og persondataloven, og som samtidig lever op til de konkrete kriterier i den fagspecifikke lovgivning. Du er desuden med til at implementere processer og byde på nye, lignende opgaver, og du arbejder analytisk og med godt jugement i forhold til den juridiske sagsbehandling.
Det er væsentligt, at du ser IT-værktøjer som et aktiv og fundamentet for hverdagen og arbejdsrutinerne, da vores processer er fundamentalt forankrede i en digital opgaveløsning.
Du opbygger praksis og sikrer sagsbehandlingen i tæt samarbejde med centerchefen, som du refererer til, og som også er jurist.
Du får mulighed for at præge dit job i forhold til dine kompetencer, og særligt i forhold til at etablere praksis for behandlingen af ansøgninger om godkendelse af byggevarer i kontakt med drikkevand. Gennem din indsats som juridisk ansvarlig vil du kunne opnå ansvar for drift og ledelse af sekretariater.
Dit arbejdssted er i Taastrup og med begrænset rejseaktivitet, typisk i Storkøbenhavn.
Fuldmægtig med analytisk sans
Du har erfaring som fuldmægtig eller specialkonsulent fra ministerium eller styrelse. Du er interesseret i forvaltningsretten som disciplin, og du har erfaring med sagsbehandling, forvaltning af et fagområde, og evt. med udlicitering og tilbudsgivning.
Du forholder dig kritisk til ansøgninger og dokumentation. Derudover har du forståelse for fagteknisk komplicerede områder, f.eks. toksikologiske beskrivelser, teoretiske energiberegninger og tekniske beskrivelser af byggeskader.
Du kommunikerer ubesværet i tale og skrift på engelsk, som i et vist omfang vil være vores arbejdssprog over for kunderne.
Du er løsningsorienteret og struktureret i din tilgang til processer og opgaver, og du bevarer overblikket, når mange afklaringer skal ske samtidig, indenfor givne frister.
Kontakt
Vil du vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte centerchef Tanja Louise Weis på 72 20 22 37 fra den 2. januar 2013.