Ingeniør til udvikling af fremtidens brændstoffer til en bæredygtig transportsektor
Brænder du for at skabe epokegørende gennembrud på transportområdet i samarbejde med førende danske og internationale virksomheder? Til Motor- og Køretøjsteknik på Teknologisk Institut i Aarhus søger vi dig, der har lyst til at arbejde med spændende udviklingsprojekter inden for alternative brændstoffer primært til tung transport. Du bliver en central aktør i forhold til centrets forretningsudvikling, herunder udarbejdelse af ansøgninger til nye forskningsprojekter. Samtidig får du en udadvendt rolle i forhold til vores kundekreds nationalt såvel som internationalt.
Udvikling, test og rådgivning
Du bliver en del af sektionen for Motor- og Køretøjsteknik, som arbejder med udvikling og test af alternative brændstoffer og emissionsbegrænsende udstyr på køretøjer og fartøjer til det maritime segment. Vi arbejder også med godkendelse af partikelfiltre og deNOx systemer, test af el- og hybridbiler, havariundersøgelser og generel rådgivning inden for disse områder.
Vi har fokus på alternative brændstoffer og emissionsbegrænsende udstyr til primært dieselmotorer.
Fagligt vil der være et tæt sammenspil med vores kolleger inden for biomasse og bioraffinering, batteri- og brintteknologi, materiale- og kemiske analyser.
Dine primære arbejdsopgaver bliver:
- Idégenerering, netværksskabelse og projektudvikling i samspil med interne og især eksterne partnere, såvel universiteter og virksomheder
- Formulering af projektforslag til såvel nationale som internationale forskningsprogrammer
- Udvikling og test af alternative brændstoffer og emissionssystemer til forbrændingsmotorer
- Karakterisering af alternative brændstoffer og disses forbrændingsprocesser
- Rådgivning omkring energiomsætningen i fremtidens komplekse drivlinjer til køretøjer
- Faglig udvikling – vores kerneydelse er viden
Kandidat med indgående viden om motor- og brændstofteknologier
Du har måske en ph.d. inden for motor- og brændstofteknologier eller emissionsbegrænsende udstyr. Alternativt har du arbejdet på et fagligt højt niveau inden for ovennævnte områder i en dansk virksomhed. Du har en stærk evne til at omsætte din faglige viden og interesse i motorteknologi til nye projektforslag og du kan formulere dine ideer mundtligt og skriftligt. Ud over at være en faglig kapacitet på dit område, trives du med en udadvendt rolle i forhold til vores kundekreds, og du ser et stærkt netværk som en forudsætning for projektudvikling. Du behersker engelsk i både skrift og tale og er vant til at formidle komplicerede tekniske resultater for større forsamlinger på en forståelig og lettilgængelig måde. Du motiveres af udfordringer og et højt tempo.
Motor- og Køretøjsteknik
Du får en dynamisk og fagligt udfordrende arbejdsplads i et team med dygtige og inspirerende kolleger. Vores team er kendetegnet ved kreativitet og faglig sparring, hvor den enkelte får rig mulighed for at sætte sit personlige præg på udviklingen. Arbejdsstedet er Aarhus, og du får et spændende job på et område i rivende udvikling. Vi har en uformel omgangstone og arbejder i et innovativt miljø på forkant med den teknologiske udvikling. Motor- og Køretøjsteknik er organisatorisk tilhørende i Center for Vedvarende Energi og Transport hvor vi er 40 medarbejdere, der arbejder med forskning og udvikling, test og rådgivning.
Kontakt
Ønsker du yderligere oplysninger om jobbet, er du velkommen til at kontakte sektionsleder Henrik Tarp på telefon 72 20 14 30.