• Velkommen til Jobzonen - flest jobannoncer med job i Danmark. Lige nu 12.982 job i 8.655 jobannoncer.

Tænk kompetenceudvikling når du søger job

af Af Kommunikationschef Birgitte Lenstrup, Mannaz - 23. juni 2010

Føler du dig nogle gange som hovedpersonen i en forestilling uden sikkerhedsnet? Højt oppe på den spændte wire er det svært at bevare ligevægten og overblikket, mens alles øjne hviler på dig. Kender du det? Bare rolig. Husk, at dine kompetencer ikke bliver ringere, fordi tiderne skifter. Udfordringerne er bare nogle andre.

Stop lige op og tænk over, hvornår du sidst har taget din kompetenceudvikling op til overvejelse. Er du godt nok klædt på til det job, du ønsker skal udgøre det næste skridt i din karriere? Hvad vil du gerne være bedre til? Hvilke arbejdsopgaver giver dig energi – og hvordan får du flere af dem i dit nye job?

Matcher dit potentiale og dine ønsker de job du søger?

Dine kompetencer er konstant i udvikling. Nogle kompetencer vil du kunne udvikle i hverdagen på dit næste job - eller allerede i jobsøgningen, som i sig selv kan være lidt af en træningslejr. Andre kompetencer skal du måske have via kurser eller længerevarende uddannelsesforløb på eller uden for arbejdspladsen. Det ene er ikke bedre end det andet, men det er afgørende at få sammenhæng mellem de ønsker, du har til din udvikling og dine mål for fremtiden.

Kompetenceudvikling handler om dit potentiale, dine ønsker og dine muligheder - og om de præferencer og den retning, der findes på din kommende arbejdsplads. Alle disse parametre skal tilgodeses, hvis du vil blive klogere på den udviklingsretning, der er rigtig for dig.

Stil spørgsmål

Der er en række spørgsmål, som du kan stille dig selv, hvis du er i tvivl om, i hvilken retning din udvikling skal gå. De leder dig til en forståelse af, hvorfor du gør, som du gør og åbner op for en indsigt i, hvordan ting fungerer i din verden. Spørgsmålene kan få dig til at tage opfattelser op til ny revision, idet du pludselig får øjnene op for nye veje, du kan tage. De kan sammenlignes med fiskesnører, fordi de er med til at fange nye ideer til din udvikling.

Her er dine fiskesnører:

Hvem er du, og hvad kan du?

- Hvordan opfatter du din situation nu i relation til jobsøgning?

- Hvordan vurderer andre dine formelle og uformelle kvalifikationer, når du søger job?

- Hvordan opfatter du dine sociale kompetencer?

- Hvor har du størst mulighed for faglig udfoldelse?

- Hvor kan du bedst udfolde dig selv som person?

- Er du god til at skabe sociale kontakter med andre?

- Hvor har du brug for tryghed? (i forhold til fx ansættelse, i jobindhold eller arbejdsforhold)

Hvad vil du?

- Hvordan ser dit personlig fremtidsbillede ud? 

- Hvad skal der til for at virkeliggøre dine ønsker?

- Hvilke udfordringer manglede du i din tidligere arbejdssituation?

- Tænk igennem, hvad der skal til, hvis du skal realisere dine drømme, og hvilken udvikling det kræver af dig?

- Har du talt med kollegaer/venner/familie om dine planer/ønsker?

Nye muligheder

Spørgsmålene herover er gode redskaber til din søgen efter indsigt, vækst og udvikling. De kan afsløre, hvad man ikke selv har tænkt eller ræsonneret over. Nogle spørgsmål kan få dig til at gå på opdagelse i dine egne erfaringer og kalde tanker frem, du ikke vidste, du havde. Spørgsmål leder til læring.

Hvis dine svar har ledt dig frem til et ønske eller behov om at udvikle dig inden for et nyt eller kendt felt, er det ikke nødvendigvis noget, du kan kaste dig ud i med det samme. Men når du har gjort dig klart, hvilken vej du vil gå, kan du også begynde at se kompetenceudvikling som et middel til at nå derhen, hvor du vil. Du kommer med andre ord på forkant med fremtiden – og holder balancen i din karriere.
Læs flere artikler på mannaz.com 

Søg i indhold

Kontakt Jobzonen

Email: salg@jobzonen.dk
Telefon: 33 95 90 00

Relateret indhold
Sæt blus på dine sociale kompete Dine faglige evner, til fx at udregne formler, forringes med årene. Dine sociale kompetencer kan du... Læs mere
Er dine kompetencer up-to-speed Det er ikke nok at drømme om nye udfordringer – der skal handling til. Det næste skridt i din... Læs mere
8.655 Jobannoncer
67.713 Aktive profiler
4.708 Nye jobannoncer