Virksomhedens svar på din ansøgning
23. juni 2010Hvis du ikke har hørt fra virksomheden efter et par uger, kan du godt tillade dig at ringe eller maile for at høre, hvor langt de er i processen.
Desværre er ansøgninger tit forbundet med afslag. Det er ærgerligt at få afslag, især hvis du synes, at jobbet er som skabt til dig, dine kompetencer og ønsker.
Tit er vi fristet til at lade et afslag være udtryk for, at vi ikke er gode nok, eller at vi sikkert har skrevet noget forkert i ansøgningen. Rigtig mange afslag skyldes dog ene og alene det faktum, at virksomheden kun kan indkalde en snæver gruppe af ansøgere til samtale, selvom den har fået rigtigt mange kvalificerede ansøgninger.
Når du er kommet dig over den første skuffelse, kan du måske alligevel bruge afslaget til at komme videre i din jobsøgning ved at stille dig selv følgende spørgsmål
- Svarer dit materiale til de krav, der er nævnt i stillingsopslaget?
- Er dit CV og din ansøgning formuleret tilstrækkeligt klart og tydeligt?
- Mangler du nogle væsentlige informationer om dig selv og dine kvalifikationer?
- Er materialet tiltrækkende i layout og opsætning?
Du kan med fordel bruge afslaget til at ringe til din kontaktperson i virksomheden og spørge om:
- hvad virksomheden især lagde vægt på ved besættelsen af jobbet
- hvordan vedkommende mener, at du kan forbedre dine chancer for at få et tilsvarende job
Med afslaget får du på den måde feedback og afklaring. Det kan også være at afslaget åbner dine øjne for at søge bredere eller i andre retninger.