Jobsøgende og arbejdsgivere mødes på Linkedin
af Kim Soelberg Jørgensen, netværksadministrator -Kim Soelberg Jørgensen driver ”Netværket hvor jobsøgere og arbejdsgivere mødes” på Linkedin. Han holder desuden foredrag om alternativ jobsøgning.
Netværk på Linkedin
Netværk hvor jobsøgende og arbejdsgivere mødes er et af Danmarks største netværk på LinkedIn med mere end 3400 medlemmer. Netværket vokser stødt.
Medlemmerne er ledige eller mennesker i opsagte stillinger på den ene side og arbejdsgivere, chefer, headhuntere, vikarbureauer, HR-folk, 2. aktører o.lign. på den anden side. Vi kalder de senest omtalte for ”de professionelle”.
Vores ledige medlemmer har stort set alle en god teoretisk baggrund som spænder sig fra Merkonom, HD, Cand. Merc. til MBA og PHD og alt hvad der er indimellem er der også. D.v.s. alt fra direktører, chefer, ledere, sælgere, HR-medarbejdere, bogholdere til web- og kommunikationsmedarbejdere og præster. Søg og du skal finde!
Vores mission er, at fremstå som en seriøs samarbejdspartner og en god kobling mellem ledige og arbejdsgivere, headhuntere, vikarbureauer o.lign. i deres søgen efter nyt arbejde.
Når man har fået job skal man melde sig ud af gruppen, og derfor har vi mulighed for at holde nogenlunde regnskab med hvor mange af netværkets medlemmer, der får job. Det går godt med at afsætte vores ledige medlemmer og siden netværksgruppen blev startet den 13. maj 2010, er der kommet mellem 6-700 mennesker i arbejde. Det er da ikke så ringe.
Samtlige medlemmer får en personlig velkomsthilsen fra mig, og jeg sætter en store ære i at netværket skal fremstå så professionel som muligt. Naturligvis indenfor de rammer som LinkedIn tilbyder. Vi har et stort og spændende diskussionsforum, hvor alle har mulighed for at stille spørgsmål både til ligesindede og professionelle, og få svar med det samme. Linkedin giver god mulighed for at udvide netværket både for de jobsøgende og for de professionelle, og derfor har alle parter gavn af at deltage i gruppen.
En sjov historie fra et af vores medlemmer
Nedenstående er fra en mail jeg modtog fra et af gruppens tidligere medlemmer.
”Jeg fik mit job ved faktisk lidt af en tilfældighed... Min kone blev kontaktet af XXX gennem en jobportal, men hun har ikke lyst til at arbejde i København på grund af transporttiden, der ikke hænger sammen med at have små børn. Så vi blev enige om at jeg skulle prøve at ringe til XXX. De fik mit CV, sendte det videre til Mærsk, som sagde god for det. Og efter en personlighedstest, to "logiske tests", en samtale med fagpersonerne og en samtale med HR var jobbet mit.”
Sådanne eksempler har vi igennem tiden haft mange af.